For galvaniserede stålkanaler er forståelsen af "galvaniseringsprocessen" det logiske udgangspunkt for at analysere alle dens egenskaber. Denne proces er ikke en simpel belægning, men en præcis metallurgisk kombination. Typisk nedsænkes rene stålplader med lavt-kulstofindhold i smeltet zink, og gennem en varm-galvaniseringsproces dannes et zink-jernlegeringslag og et rent zinklag på ståloverfladen. Denne sammensatte lagstruktur er hjørnestenen i alle efterfølgende egenskaber ved den galvaniserede stålplade.
Zinklagets mekanisme kan analyseres fra to niveauer. For det første er der den fysiske barriereeffekt: Det tætte zinklag dækker stålunderlaget fuldstændigt, og isolerer stålet fra ætsende medier som fugt og ilt i luften og bremser dermed rustprocessen. For det andet er der en mere unik elektrokemisk beskyttende effekt. I metalaktivitetssekvensen er zink mere reaktivt end jern. Når belægningen er beskadiget, og stålsubstratet blotlægges, fungerer zink som anode, idet det fortrinsvis undergår oxidation (korrosion), mens jern fungerer som katode og er beskyttet. Denne "selv-opofrende" beskyttelse betyder, at selvom belægningen har mindre ridser, kan den omgivende zink stadig beskytte stålet mod rust, en egenskab der forbedrer materialets holdbarhed markant.
